
GOG kan til den kommende sæson mønstre et hold med rigtig mange gode spillere, og da alle spillere formentlig ikke får lige meget spilletid, vil det blive en stor udfordring for Jakob Larsen at holde høj motivation fra alle spillere.
Jakob Larsen er fuldt ud tilfreds med det hold GOG kan mønstre i den kommende sæson, men han ved også at han får en stor opgave i at holde motivationen oppe for alle spillere. Med tilgangen af flere topspillere som Minik Dahl Høegh og Henrik Knudsen, vil nogle af de spillere, der i den sidste sæson var i startopstillingen, komme til at sidde meget på bænken.
- Det er et fantastisk hold vi har fået, og vi skal rykke op. Som trænerteam bliver vores store opgave at holde alle igang og holde motivationen oppe for alle spillere. Det kan godt blive svært, for med så mange gode spillere kan alle ikke spille lige meget, siger Jakob Larsen til Sejren.dk.
Jakob Larsen spillede en del for HC Fyn i sidste sæson, men det er ikke meningen at han selv skal på banen for GOG.
- Nej, jeg skal kun være træner. Med så mange dygtige spillere, skal jeg ikke på banen. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men der skal nok otte skader til, før jeg kommer på banen, fortæller Jakob Larsen.
Læs hvem Jakob Larsen ser som GOG's værste konkurrenter senere i eftermiddag på Sejren.dk.

















