HC Midtjylland har sikret sig højrefløjen Joachim Enggaard og målmanden Jesper Sørensen, hvilket betyder at klubbens trup nu er fuldendt til den nye sæson.
Joachim Enggaard, der tidligere i karrieren har været lejet ud fra Kolding til HC Midtjylland, spillede i sidste sæson i Fredericia, hvor en korsbåndsskade satte ham ud af spillet i november.
- Han vil gerne starte op hos os og så prøve at spille sig til en kontrakt, når han er klar igen, siger HCM's sportschef Peter Andersen til Herning Folkeblad.
Den anden nye spiller er 26-årige Jesper Sørensen, der senest har spillet hos Skanderborg Håndbold, men nu har han fået en to-årig kontrakt i den midtjyske klub.
- Jesper er oprindeligt fra Holstebro og ville gerne hertil og spille for os. Vi får en rigtig dygtig målmand med noget rutine, så han kan støtte vores unge målmænd, forklarer Peter Andersen.

















