
Christian Dalmose er meget tilfreds med at få Mick Schubert til klubben - en spiller han kalder en af de bedste venstre fløje i rækken.
I sidste sæson optrådte Jesper Hede på venstre fløj for Ajax, men da han har valgt at stoppe med håndbold i 1. divisionsklubben, så stod klubben med kun en venstre fløj. Det problem er nu løst, idet de har fået sidste sæsons mest scorende venstre fløj i 1. division til klubben.
- Vi har fået en af de bedste venstre fløje i 1. division, og det er rigtig fint at få ham ind i truppen. Han er en spiller der tør' tage chancer og han laver rigtig mange mål, siger en veltilfreds Christian Dalmose til Sejren.dk.
- Mick kommer med en masse spillelyst, og han er en fed spiller at få ind på holdet. Han skal selvfølgelig finde ind i det store sammenhold vi har i klubben, fortsætter Dalmose.
Mick Schubert skal i opstarten træne fuldt med i Ajax, men han får lidt specielle vilkår, da han kun skal træne med klubben to gange om ugen.
- ja, han får lidt specielle vilkår, men han er en person som godt kan finde ud af at træne fysisk selv, så det er jeg slet ikke nervøs over. Så kan det være han skal træne med en anden klub en enkelt gang i ugen, fortæller Dalmose til Sejren.dk.
Den anden spiller som Ajax i dag har lavet en et-årig aftale med, er U20-landsholspilleren Gulliver Boe Jarvad, som er hentet i HIK. Om ham siger Dalmose:
- Han er en godt skydende playmaker, som har et meget højt topniveau. Han har en masse gode kvaliteter, men som alle andre unge spillere har han både op og nedture, men jeg er sikker på han bliver en god mand for holdet, fortæller Ajax-træneren.

















