
GOG er i fuld gang med forberedelserne til sæsonen, og første træningskamp var mandag aften mod Otterup. Kampen blev vundet, men uden at holdet imponerede.
Der er stadig en lille måned til turneringsstarten i 1. division for herrer, og her starter GOG med at møde Lemvig i en kamp der kan gå hen og betyde noget for stillingen sidst på sæsonen. Derfor er GOG igang med at trimme holdet til sæsonstarten, og mandag aften blev det til en spinkel sejr over Otterup.
- Det var tydeligt at det var første kamp. Det var godt at komme igang, men spillet bar i høj grad præg af, at vi kun har haft en bold i hånden ved tre træninger, siger klubbens direktør og venstre back, Kasper Jørgensen, til Sejren.dk.
Målet for GOG er meget klart i denne sæson. Klubben skal rykke direkte op i ligaen. En af de værste modstandere til at opnå det bliver formentlig HC Midtjylland, og dem møder GOG to gange i weekenden.

















