Det lykkedes ikke for Jan Pytlicks piger at gå videre fra det indledende gruppespil til OL, og skuffelsen var til at se på spillerne i omklædningsrummet.
- Der sad mange spillere og græd i omklædningsrummet efter kampen. Vi er stolte over indsatsen og derfor er det ekstra bittert, at man efter så god en kamp er ude af turneringen, sagde landstræner Jan Pytlick ifølge jyllands-posten.dk på pressemødet efter kampen.
Trods nederlaget var der fremgang at spore i forhold til kampene mod Sydkorea og specielt Spanien. Skuffelsen over et OL-exit overskyggede dog det hele.
- Vi kom herover med en klar ambition om at komme videre fra gruppespillet, så vi er enormt skuffede. Men jeg er tilfreds med, at vi aldrig gav op i nogen af kampene. Dog må vi erkende, at vi mangler nogle ting i vores spil. Men viljen og attituden er der, sagde Pytlick.

















