Højst overraskende måtte Frankrigs kvindelandshold sent tirsdag aften forlade OL-turneringen efter et nederlag til Montenegro.
Frankrigs kvindelandshold havde indtil igår været det bedste mandskab under OL, men Montenegro formåede at holde det franske hold nede på blot 22 mål, og da Katarina Bulatovic i sidste sekund formåede at score på straffe vandt Montenegro med 23-22.
Montenegro har ellers haft problemer med at præstere indtil igår. Holdet har tabt til både Kroatien og Brasilien i den indledende pulje og blev blot nummer fire i puljen. Alligevel står de nu i en semifinale mod Spanien.
Efter en helt tæt første halvleg hvor føringen skiftede fra side til side, satte Frankrig sig ellers på starten af anden halvleg. Det betød flere 3-måls føringer og det der lignede en sikker semifinaleplads. Bojana Popovic og Katarina Bulatovic ville det dog anderledes og med en flot afslutning på kampen, fik de både indhentet den franske og bragt sig foran i sidste sekund.

















