Montenegro er en nation med blot 632.000 indbyggere, men deres kvindelandshold er alligevel et af de bedste i verden, og nu skal Bojana Popovic og co. spille finale ved OL mod Norge.
Helt sensationelt er det de to 4'ere fra de indledende puljer, der mødes i dette års finale i kvindernes OL-turnering. Montenegro slog nemlig overraskende Spanien med 27-26 i en kamp, hvor Spanien gik tør for idéer midt i anden halvleg, og først kom i gang igen da det var for sent.
Første halvleg var helt lige, og selvom begge hold havde flere føringer, så var forskellen på de to hold aldrig mere end to mål. Bagspillerne Bojana Popovic og Katarina Bulatovic kørte som sædvanligt Montenegros angreb i et fast greb, mens Alberto Francisca Nely med fem mål var den mest fremtrædende spanske spiller før pausen. Begge hold virkede meget tilfredse med første halvleg der også sluttede 13-13.
I anden halvleg fulgtes de to hold i det første kvarter, hvor Martha Mangur udlignede til 19-19, men derfra scorede Montenegro fem gange i træk, og det afgjorde kampen. Spanien forsøgte at komme tilbage, og en timeout satte dem bedre igang i angrebet igen, men det var for sent.
Montenegro førte nemlig med fire mål med 1½ minut tilbage, og selvom Spanien scorede tre gange, hvoraf det sidste var otte sekunder før tid, så havde Montenegro styr på tiden, og vandt derfor sikkert trods de spinkle cifre på 27-26.
Spanien må derfor nøjes med en bronzekamp mod Sydkorea, mens Montenegro skal spille finale mod favorittterne fra Norge.

















