
Den første af to DM-finaler spilles onsdag aften i Århus. Mens BSV har flyttet deres hjemmekamp til den jyske hovedstad spiller AG København finale i Boxen og resultatet af de to kampe skal i følge Mikkel Hansen blive guld til AGK. Intet mindre kan gøre det.
- Indtil videre vil jeg sige, at vores sæson har været godkendt. Vi vandt pokalen og vi nåede Final4. Vi ville gerne have været i finalen i Champions League, så det var en skuffelse at ryge ud, men når man ser tilbage på vores sæson og kampe mod nogle af verdens bedste hold, så har vi gjort det godt.
- Der er dog ingen grund til at gøre endelig status endnu, for der er to kampe tilbage og det er de to vigtigste hele året. Vi skal vinde DM for at komme i Champions League, men i sidste ende handler det om, at AG København selvfølgelig skal være dansk mester. Alt andet er ikke godkendt.
- Vi har respekt for enhver modstander, der er nået finalen. Det gælder også BSV, som har gjort det rigtig godt. Men spiller vi vores eget spil med et stærkt forsvar, hurtigt kontraspil og den tålmodighed, vi har vist i de store kampe hele året, så skal vi også tage guldmedaljerne.
- BSV kommer ikke til at overraske os. Det er en kamp mellem nummer 1 og 2 i Danmark, hvor begge hold vil spille på deres styrker. Spiller begge hold op til det, de kan, tager vi guldet, men jeg er også overbevist om, at det hele først afgøres på lørdag i Boxen, hvor jeg glæder mig meget til at spille foran 12.000 fantastiske danske tilskuere.

















