Viborg HK skal op imod spanske Bera Bera, polske Vistal Laczopol Gdansk fra Polen og schweiziske Brühl i kvalifikationen om en plads i den kommende sæsons Champions League.
Viborg HK har førsteretten til at afvikle turneringen, der spilles i weekenden den 22.-23. september. Klubben vil i de kommende dage nøje overveje, om denne ret skal benyttes, da det er en meget bekostelig affære at stå som arrangør. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Semifinale mod mestrehold fra Schweiz
Kvalifikationsturneringen afvikles som semifinaler og finaler, og med Viborg HK's topseedning betyder det, at semifinalemodstanderen bliver de schweiziske mestre fra LC Brühl. Schweizerne spiller europæisk håndbold stort set hvert år, men deres meritter er ikke desto mindre ganske begrænsede i international sammenhæng, så dette ligner en opgave, som Viborg HK bør kunne løse.
Lever Viborg HK op til favoritværdigheden mod schweizerne venter altså en afgørende kamp om Champions League pladsen mod enten Spaniens nummer 2, Bera Bera, eller de polske mestre fra Vistal Laczopol Gdansk.
Bera Bera sluttede i sidste sæson som nummer to i den spanske liga, fem point efter Itxaco, som af økonomiske årsager har trukket sig fra Champions League i år. Umiddelbart klinger den spanske trup ikke af mange velkendte navne. Elisabeth Pinedo, der tidligere har spillet for HC Odense, er vel nok den mest kendte spiller set med danske øjne, men også Beatriz Fernández er en spiller med rigtig mange landskampe for Spanien og dermed per definition værd at holde øje med. Der er dog ingen tvivl om, at det borger for ganske betydelig kvalitet, at vinde sølv i Spanien.
Polske Vistal Laczopol er et ganske ubeskrevet blad i europæisk sammenhæng, men de polske mestre tvang dog tyske HC Leipzig ud i to tætte kampe i 2. runde af sidste sæsons Cup Winners Cup.
CHAMPIONS LEAGUE LODTRÆKNINGEN (KUN VINDEREN TIL CL)
Gruppe 1
Viborg HK
Balonmano Bera Bera (SPA)
Vistal Laczopol Gdynia (POL)
LC Brühl (SCH)
Gruppe 2
Byåsen Trondheim (NOR)
Buxtehuder SV (TYS)
SV Dalfsen (HOL)
WHC Metalurg (MKD)
Gruppe 3
U Jolidon Cluj (RUM)
Rostov-Don (RUS)
RK Zajecar (SRB)
Muratpasa Antalya (TYR)
Direkte Playoff
FTC Cargo Rail Hungaria (UNG) - IUVENTA Mihalovce (SLK)
Wild Card Turnering
Issy Paris Handball (FRA)
Zvezda Zvenigorod (RUS)
HC Leipzig (TYS)

















