Efter en uges intens træning i København, har landstræner Ulrik Wilbek sat navn på den af sine 15 spillere, der skal være officiel reserve under de forestående olympiske lege i London. Det oplyser DHF.
Valget faldt på Lasse Boesen, der med sine all-round evner vil kunne træde ind på holdet på alle pladser i bagkæden i tilfælde af skader hos en af de andre syv bagspillere.
Allerede søndag vil Boesen være at finde uden for selve OL-holdet, idet han indgår på mandskabet bestående af udvalgte ligaspillere, som i en opvisningskamp i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg møder landsholdet i europamestrenes eneste OL-forberedelseskamp på dansk grund.

















