
Der bliver ingen GF World Cup i år. DHF har valgt at droppe World Cup'en og i stedet lave en firenationer turnering i Århus.
De seneste mange år har DHF i samarbejde med hovedsponsoren GF Forsikring arrangeret World Cup i Århus med deltagelse af otte hold, men den turnering bliver ikke til noget længere.
Århusianerne skal dog ikke fortvivle, for Danmark kommer til at møde tre af de bedste nationer inden EM i december, idet der den 5.-7. oktober i NRGi Arena i Aarhus spilles en fire-nationers-turnering, hvor landstræner Jan Pytlicks tropper skal møde Norges nykårede olympiske mestre, Frankrigs sølvvindere fra sidste års VM samt Rusland.
- Det glæder vi os meget til. Turneringen ser på papiret meget stærk ud, siger DHFs direktør Henrik M. Jacobsen ifølge Sporten.dk.
















