Grønland vandt meget let kampen om 5. pladsen ved de Pan-Amerikanske Mesterskaber i Argentina. I holdets sidste kamp blev det til en overbevisende sejr på 39-19 over Paraguay.
Fra start til slut var Grønla-nd et klart bedre mandskab end Paraguay, og det var hele tiden et spørgsmål om hvor stort de ville vinde kampen. Via 10-5 midtvejs i halvlegen endte Grønland med at føre ved pausen med 20-11.
I anden halvleg fortsatte Grønland stilen, og der blev på intet tidspunkt slappet af i hverken forsvar eller angreb. Det betød en lang række lette kontramål og en regulær øretæve til Paraguay på 39-19.
Grønland tabte desværre det første opgør ved slutrunden til Chile. Et nederlag der fik afgørende betydning, da Chile i stedet endte i semifinalen, og i morgen har chancen for at spille sig til VM i januar i Spanien. Grønland må derimod vente to år på at få chancen igen.

















