Det danske herrelandshold i Beach Handball fik i weekenden en meriterende 2. plads i European Beach Handball Tour i Calella i Spanien. Det skriver DHF.
Holdet mødte de stærke spaniere fra Playa al Cala i finalen og tabte 7-4 i shot out efter at have tabt 1. halvleg med 21-20 og vundet 2. halvleg med 22-21. Vinderne har flere spanske landsholdsspillere på holdet og har vundet turneringen fire år i træk.
Undervejs i turneringen bankede danskerne blandt andet et stærkt ungarsk hold, og de besejrede det norske landshold to gange i træningskampe op til turneringen.
- Vi har især fokuseret på den defensive del af Beach Handball hernede. De sydeuropæiske hold spiller meget mere med vip frem for piruetter, som vi praktiser herhjemme, så i forhold til EM til næste år i Randers vil vi gerne være optimalt forberedt på de spektakulære vip i feltet, siger landstræner Lars Møller.
Jens Fredsgaard fra HCM blev kåret til turneringens bedste keeper.

















