Den 22-årige Team Tvis Holstebro keeper har fortsat så mange problemer med det knæ, der holdt hende ude i store dele af sidste sæson, at der må en artroskopi-undersøgelse til, før man tager stilling til, om knæet skal opereres på ny.
- Dermed kan Sandra naturligvis ikke komme i betragtning til OL, og som alle andre har jeg ufatteligt ondt af hende. Men set i et længere perspektiv er det af afgørende betydning for det danske kvindelandshold, at Sandra får ryddet alle sine knæ-problemer af vejen en gang for alle, siger Jan Pytlick til DHF.
Lene Rantala bliver dermed ny keeper-reserve til OL, hvis der skulle ske noget med enten Karin Mortensen eller Christina Pedersen før eller under OL.

















